Viser opslag med etiketten syrenquilt. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten syrenquilt. Vis alle opslag

fredag den 10. januar 2014

Syrener i gråvejr

Som tiden dog går.
Først gik flere uger med julerier. Jeg skulle holde jul hjemme sammen med familien, så der var en del at se til. De sidste dage op til nytåret brugte jeg på at rydde op, sådan virkelig grundigt, hvor man kommer i skabe og skuffer og kroge og gemmer. Det er virkelig noget jeg elsker. Jeg føler mig så fri og lettet bag efter,så jeg var bare helt klar til et nyt år fyldt med spændende oplevelser.
 Min sidste UFO blev færdig. 
En quilt jeg startede på i sommer, men så gik jeg i stå, 
da jeg havde syet midterfelterne, 
for jeg kunne ikke rigtig beslutte mig til, hvordan jeg skulle samle dem.
 Det var meget godt, at den fik lov at "hvile" et par måneder.
Så fandt jeg nemlig løsningen.
 På bagsiden har jeg brugt resterne syet sammen til et stykke og så delt i kvadrater.
 Selv bitte små stykker blev anvendt.
Det er en rigtig sjov måde at bruge rester på,
og den metode skal jeg lege mere med i år.
Tæppet er quiltet med en bomuldstråd fra Amann i diagonaler - mit foretrukne quiltemønster.
Syrener var min inspirationskilde, og de grå striber får mig til at tænke på gråvejr, 
derfor har jeg valgt at kalde det; "Syrener i gråvejr".
Jeg glæder mig til at komme i gang med et af de mange projekter, jeg har på tegnebrædtet, 
men jeg er sååååå træt i øjeblikket at jeg lige må hvile mig først.
Det mørke, triste vejr virker enormt udmattende på mig.

lørdag den 7. december 2013

Finish it up

Det er tid til at færdiggøre årets projekter. 
Og jeg er nu i gang med den sidste UFO fra i år.
I sommer startede jeg på denne quilt inspireret af mine syrener i haven.
Den har ligget stille længe, for jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle samle blokkene.
Nu har jeg taget den frem igen, og pludselig havde jeg også løsningen. 
Nogle gange kan det betale sig at lade et projekt ligge, når man går i stå, 
så popper den rigtige løsning frem af sig selv.
Jeg er nået til quiltningen og har denne gang valgt et simpelt gittermønster. 
Da quilten er aflang, bliver det til diamanter- et mønster, jeg rigtig godt kan lide.
Quiltetråden er fra Amann, en 100% bomuldstråd i en passende tykkelse. 
Det er en af mine foretrukne quiltetråde til maskinquiltning.
Jeg bruger en lysegrå på forsiden og en mørkegrå på bagsiden, da denne er mørkegrå.