fredag den 29. marts 2013

Sammensyning

I dag skal jeg sy blokkene sammen. De kan lægges op på mange måder, men jeg har valgt dette. Det kommer nok til at tage det meste af dagen, for sømrum skal vendes rigtig dvs modsat hinanden, og stykkerne skal presses. Meeen det er den sjove del af arbejdet, synes jeg.
Hvor langt er du kommet ?

torsdag den 28. marts 2013

Retur

 Jeg er vendt tilbage til min "Scrappy Trip", som har ligget lidt i dvale de sidste uger. Men nu skal det være. Jeg har syet de sidste blocke, 64 er det blevet til i alt. Det skulle svare til et stort sengetæppe.
Nu skal de så sys sammen. Det er altid det mest spændende, synes jeg, for bliver det, som man havde tænkt sig ? Passer det til det billede, man havde i hovedet, da man gik i gang ? Uha ja, det er nu, det bliver rigtig interessant.

lørdag den 23. marts 2013

Symaskinehætte

Så er månedens mønster klar. Denne gang blev det en symaskinehætte.
 Syet med Flying Geese.
I enderne er der bånd med elastik, så er den nem at tage på og af.
Stofferne er Amanda Murphy, find dem i shoppen.

mandag den 18. marts 2013

Flying Geese

Ja, så ramte influenzaen også mig. Alle andre omkring mig har på skift lagt sig, men jeg troede (håbede), at jeg ville ramt forbi. En hel uge har jeg ligget underdrejet, men er nu på benene igen - sådan da.
Jeg gik glip af International Quiltday i lørdags, for jeg måtte blive i sengen. Deltog du ? Jeg tager revance.
 Jeg er gået i gang med Flying Geese, og til det anvender jeg Marti Michell skabeloner. Jeg har skrevet om hendes skabeloner før, og det er fordi jeg er så vild med dem. De gør virkelig syprocessen nem, og resultatet bliver ALTID pænt. Især er jeg vild med, at man skærrer de små "Dog Ears" af. Så passer delene perfekt sammen.
 Skær 1 stor trekant og 2 små.
 Sy den ene trekant på med et sømrum på 0,65.
 Fold den ud og pres.
 Læg den anden trekant på og sy den fast.
Fold ud, pres, og den første Flying Geese er færdig.
Hvordan syr du Flying Geese ? Hvad synes du er nemmest ?
Du er meget velkommen til at kommentere / dele erfaringer her eller på min facebook-side.

torsdag den 7. marts 2013

Wonky Log Cabin

 Da jeg ledte efter stof til min Scrappy Trip, stødte jeg på dette stof, som jeg er ret vild med, og jeg tænkte, at det var helt perfekt til wonky log cabin pga sine mange farver. Det er et projekt, som jeg længe har haft lyst til. Så jeg gik i gang.
 Det blev til grydelapper, og processen var rigtig sjov. Det er virkelig en leg med stoffer, så det må jeg snart lave igen. Jeg tænker på en hel quilt i dette mønster. De er quiltet med lige-ud-sting i et labyrintmønster i en trykfods afstand.
Jeg har syet 2 og har gjort dem spejlvendte. Denne gang har jeg slået ringe i for at give dem et "moderne"udtryk. Jeg har ind til nu ikke været så vild med at slå ringe og knapper i, fordi jeg synes det var svært at få det pænt, men disse gik super nemt.