Viser opslag med etiketten log cabin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten log cabin. Vis alle opslag

lørdag den 12. oktober 2019

Quilt med uldvat

Jeg har længe ønsket mig en vinterquilt, sådan et lunt og blødt puttetæppe, som man kan vikle sig ind i, når vinterstormen raser. Og nu er den så færdig, min vinterquilt,og klar til, at jeg kan putte mig i sofaen, mens jeg følger med i min yndlingsserie på fjernsynet.


 Tæppet er syet af alle mine rester. Dvs dem, der farvemæssigt passede sammen.
Jeg har holdt mig til nedtonede farver og undgået blåt og kun holdt mig til de varme farver.


 Mønsteret er "Improvisional Log Cabin" syet med alle mine rester.


Ikke 2 blokke er ens, 
og det har været megasjovt at sy denne quilt.


 Stoffet til bagsiden er et ekstrabredt stof i grå med tekst. Og da jeg ville have en varm vinterquilt, så er fyldet ren uld. Det tog mig laaang tid, at finde en butik, der solgte 100% ren uld, for i Danmark foretrækker man tilsyneladende 80% uld blandet med 20% polyester.


Så jeg måtte til udlandet. Jeg fik anbefalet norske quiltbutikker, men de viste sig at være alt for dyre, og de tager en meget høj pris for porto. Så jeg endte med at kigge sydpå og fandt den skønneste, bløde, lækre uldvat fra Hobbs i en bredde på ca 270cm til en meget rimelig pris på 187 kr pr m, og så var der ovenikøbet billig porto;  find det hos; Quiltzauberei

Varen blev leveret hurtig, så det er ikke sidste gang, jeg har handlet der.


 Quiltningen er helt enkel med diagonale linjer fra hjørne til hjørne.


Uldvat giver en fjerlet quilt og et meget fint løft, så quiltemønsteret bliver meget tydeligt.
Hvis man ønsker et udtryk, som de gamle amerikanske quilts, hvor quiltningen er meget tydelig, 
så skal man bruge ren uldvat ligesom de gjorde.

Og ja, den kan maskinvaskes, men på uldprogram og med et vaskemiddel, der passer til uld.


Jeg har valgt et stribet stof i sort og hvid som lukkekant.
Det passer godt til både for- og bagside


Jeg har engang læst, at uld skulle man kun bruge, hvis man boede i nærmest aktiske egne, for ellers blev den for varm. Men jeg må konstatere, at den slet ikke er for varm, den er helt perfekt, blød, lun og lækker.
Og den ligger nu klar i sofaen.


lørdag den 12. august 2017

Log cabin

Log cabin er bare en fantastisk blok,
som kan bruges på et utal af måder

 Den egner sig rigtig godt til at lege med,
hvor man selv bestemmer, hvordan strimlerne sys på
og i hvilken rækkefølge
 Man kan bruge både smalle og brede strimler, 
og selv bestemme størrelsen på midterfeltet
Og så er den helt perfekt til de sidste rester.
Det er min absolutte favorit-blok

lørdag den 20. maj 2017

Log cabin

 Jeg elsker simpelthen log cabin
 Der er så mange muligheder i denne block
 Man kan ændre på midterfeltet,
og så får man et nyt spændende mønster
 Her er midterfeltet en 6-kant,
men skåret med fri-hånd
og strimler i forskellige bredder
Det giver et levende - organisk mønster,
som man ikke på forhånd kan forudsige
Det er ren leg med stof

tirsdag den 11. april 2017

Udfordring

Restekurven er taget frem - det er der, jeg gemmer de små stykker, der bliver tilovers.
 Jeg sorterer i farver og syr sammen
 Jeg syr sammen, skærer rent, syr mere på, indtil jeg har et stykke i passende størrelse
 Nogle gange er udgangspunktet en blok, der blev tilovers
Stykkerne lægges sammen med fyld og bagside og quiltes sammen.
Så en lukkekant og wupti - et par nye skønne grydelapper

onsdag den 3. juli 2013

Scrappy Log Cabin

Når jeg ikke lige klipper roser, fjerner ukrudt, besøger planteskolen og kigger på skønne sommerblomster, så leger jeg med symaskinen.
 Jeg tror det blomstrede skal være midterfeltet. Så vil den lysegrønne se sød ud på siden.
 De skæres til lidt skævt. Det skal jo være wonky-agtigt.
 En mørk foroven - jo, det ser godt ud.
 En helt hvid ? Hvad vil der ske, hvis jeg syr et stykke ind i ? Jeg prøver.
 Så må jeg nok sy noget på den anden side.
 Lidt mere grønt. Det skal være syrenbusk-agtigt. Skære til; lidt skråt og lidt lige,
 så der kan sys nye stykker på.
 Lidt stormønstret ? Hvorfor ikke ? Det giver lidt liv.
 Et par strimler mere, også en mørk, så det ikke bliver for "pænt". Så er størrelsen vist ved at være der ?
Jo, 25cm x 30cm er vist meget passende.
I gang med den næste. Det her er rigtig sjovt og legende.
Jeg ønsker dig en skøn dag. Fyld den med leg og sjov.
Marianne

torsdag den 7. marts 2013

Wonky Log Cabin

 Da jeg ledte efter stof til min Scrappy Trip, stødte jeg på dette stof, som jeg er ret vild med, og jeg tænkte, at det var helt perfekt til wonky log cabin pga sine mange farver. Det er et projekt, som jeg længe har haft lyst til. Så jeg gik i gang.
 Det blev til grydelapper, og processen var rigtig sjov. Det er virkelig en leg med stoffer, så det må jeg snart lave igen. Jeg tænker på en hel quilt i dette mønster. De er quiltet med lige-ud-sting i et labyrintmønster i en trykfods afstand.
Jeg har syet 2 og har gjort dem spejlvendte. Denne gang har jeg slået ringe i for at give dem et "moderne"udtryk. Jeg har ind til nu ikke været så vild med at slå ringe og knapper i, fordi jeg synes det var svært at få det pænt, men disse gik super nemt.

tirsdag den 21. august 2012

En UFO

Kender du det, at man har nogle stoffer liggende, som man har planlagt at sy en quilt af, men man kommer aldrig rigtig i gang med den ? Sådan har jeg det med disse stoffer. Jeg har ikke været helt tilfreds med dem og været i tvivl om, hvilket stof, jeg skulle bruge som midterfelt, det skal nemlig sys som log cabin. Men nu har jeg taget mig sammen, selv om jeg ikke er helt tilfreds med sammensætningen.
Jeg bruger Marti Michells smarte log cabin lineal, så går det som en leg. Man syr 4 blokke ad gangen, så det går super nemt, og de bliver lige og passer sammen. Smartere kan det ikke gøres.
Først skærer man lange strimler i 4 lag stoffer, og så skærer man på tværs i passende størrelser. Så skal der bare sys.