mandag den 7. oktober 2013

Rent bord

Jeg har gjort rent bord i bogstaveligste forstand.
Der er ryddet op i mine bunker, sorteret i stofferne, de er lagt pænt sammen, flyttet rundt på.
Bordet er gjort rent både på, over og under, og støvet er fjernet, så nu er jeg klar til nye projekter.
Det vil sige, måske skulle jeg liiiige lave nogle andre færdig først.
Men det klør i fingrene, ideerne står i kø, og inspirationen er i topform.
Jeg bliver nødt til snarest at gå i gang med en ny quilt.

søndag den 6. oktober 2013

København

Sidste weekend var jeg på messe i København, og det var rigtig godt. Jeg mødte både gamle og nye kunder og det er rigtig dejligt at snakke med quiltere om, hvad de er i gang  med, nye spændende tendenser, skønne stoffer, som man har liggende i bunker og kan glæde sig over hver dag. Og meget meget mere. 
 Denne gang lykkedes det mig at lave en noget mere spændende stand. Der er så meget man skal lære, og det er skønt med nye udfordringer.
Jeg havde taget en gammel reol med, og den gjorde sig rigtig godt på hjørnet.
Det er græskargrydelapper, der hænger på reolen.
Det er jo snart Halloween. I hvert fald er græskar på vej i butikkerne.
Jeg har skrevet et tidligere indlæg med en beskrivelse af, hvordan man syr dem.

lørdag den 21. september 2013

Ses vi ?

Jeg kommer til København næste weekend d.27-28-29/9.
Der er kreativ messe i Østerbrohallen.
Se mere her
Det ligger lige ved Nordhavnen station, så det er nemt at komme til.
Jeg har masser af nye varer med; mønstre, sytilbehør og stoffer både til patchwork og børnetøj.
Og selvfølgelig mange gode messetilbud.
På gensyn

lørdag den 14. september 2013

Tea Time

Det skønne septembervejr indbyder til tetid i haven.
 Nogle gange skal man lave noget bare for sjov, og bare fordi man kan.
Så det har jeg gjort den sidste tid, og det er blevet til et skønt te-stel.
Jeg bøvlede noget med min første kop, jeg havde ikke noget mønster og måtte bare prøve mig frem.
Især hanken drillede. Det er ikke så nemt at bøje et lige stykke stof med fyld og så få det pænt.
Men nogle gange lærer man af sine fejl, og anden gang blev hanken pæn. 
Jeg klippede den nemlig buet i stoffet.
En underkop skulle der selvfølgelig også være.
Den var nem. Jeg brugte en rund-skærer, og har fyldt den med bambusfyld.
Mug Rugs med buede kanter og quiltet på tværs.
Og så tekanden.
Her lå den store udfordring, men det lykkedes.
Værsgo !
Måske mangler der lige et par muffins ?

torsdag den 29. august 2013

Træf

Det har været et par hektiske uger, for jeg skulle gøre klar til Træffet.
Jeg havde heldigvis min unge hjælper med, så vi fik en skøn weekend i Herning. 
Mange mennesker kom forbi, og det var super hyggeligt. 
Det var en fantastisk flot udstilling af quilts, der bliver syet mange spændende ting i det ganske land.
Det mest populære mønster var disse katte.
De er også sjove. De er 40-60cm høje og kan bruges som dørstoppere
eller bare til pynt.
Jeg har nu lagt det ind i shoppen.

søndag den 11. august 2013

En sæk med "gaver"

Min far har ryddet op, og det betød, at jeg fik en sæk fyldt med håndklæder
 Håndklæder er jo mit yndlingsfyld til grydelapper, så det var skønt at få en ny forsyning.
Jeg har været i gang ved symaskinen, for grydelapper kan man altid bruge,
 og det er blevet til et par til min søster
og et par til en frankofil veninde (der er fransk tekst på stoffet)
og månedens mønster er også et par grydelapper.
Jeg udlodder et gratis mønster til medlemmer af nyhedsbrevet i shoppen d.20/8.
Du finder det her

lørdag den 3. august 2013

I proces

"Ihhh, hvor du roder", sagde min mand.
Hmm, ja det kan jeg godt se, men jeg er i processen, 
og så har man fokus på det, som man er i gang med
 og ikke på, hvordan der ser ud


Nå, det kan godt være, jeg skulle se at få ryddet lidt op. 
Jeg kan snart heller ikke selv være der, eller finde det, jeg skal bruge.
Men jeg skal liiige have syet noget færdigt først :)

tirsdag den 30. juli 2013

Solbær

Jeg er sååååå glad for min lille solbærbusk.
 I år har den leveret mere end 7kg bær ! 
Det er helt fantastisk, at man kan få så meget ud af en lille busk.
Så jeg har været i gang i køkkenet med at koge solbærmarmelade. 
I år er det lykkedes mig at få den tyk nok, så den ikke løber af brødet.
Mine forældre fik et stort glas, for min mor holder så meget af solbær.
Og så var det tid til amerikanske pandekager med syltetøj. Mums.

onsdag den 24. juli 2013

En omvej

Jeg har længe skullet sy en pude til min søn, så han kunne have støtte i ryggen,
når han sidder i sengen og læser. Og nu skulle det så være.
Stoffet havde jeg, men jeg manglede fyldet.
I min visdom tænkte jeg, at jeg vel kunne købe en billig pude i Jysk. 
Så turen gik på cykel i 35 graders varme til den anden ende af byen.
Mange puder blev besigtiget; nogle var for store, andre for små, nogle for tynde, andre for dyre.
Men jo, jeg fandt til sidst en stor pude, der kunne bruges. Billig var den dog ikke, 
og størrelsen var forkert, men det var der råd for
 Puden blev splittet ad. Jeg fandt et velegnet stof til inderpude i gemmerne, 
og en ny inderpude blev syet og fyldt. Så en yderpude og delene sat sammen.
Hmmmm!
Den var lidt vel tyk, og sønnike syntes ikke, den var så velegnet til formålet.
Så om igen.
Nu er inderpuden så syet igen.
Nu sidder jeg så tilbage med en pose fyldt med fyld.
Det kunne jeg nok have gjort både billigere og smartere.
Men det er som om, jeg ikke tænker helt klart i varmen.
Mange "hede"-hilsner :)
Marianne

søndag den 21. juli 2013

Nyt forklæde

Et nyt forklæde er det blevet til i et skønt jordbærstof i røde og pink farver. 
Jeg har denne gang valgt at sy brede bånd på og en rund kant forneden.
Forklædet er dobbelt, så det kan vendes.
Måske skal der en lomme på ?
Jeg bruger altid forklæde, når jeg bager, hvilket jeg gør tit.
Bruger du forklæde ?
Mønster og stof fås her