onsdag den 26. september 2012

Quiltrally

Kom med til Quitl Shop Hop Søndag d.30/9 . Her har flere forretninger på Sjælland åbent hele dagen, så du kan køre fra butik til butik og se de mange gode tilbud, få tips og ideer. Der er små kurser og meget mere spændende.
Vil du vide mere, kan du gå ind på linket i højre side. Klik på billedet og gå direkte til hjemmesiden.
Jeg skal være hos Bamse-bo i Frederikssund, og det glæder jeg mig meget til.

torsdag den 20. september 2012

Vinderen er ...

Så er vinderen af månedens "give away" udtrukket. Tillykke Lena - pakken er på vej til dig.

mandag den 17. september 2012

Arbejdet skrider fremad

 Lutter trekanter skåret med Marti Michel lineal 60 grader (fås i shoppen) - super nemt for man skal ikke tænke på sømrum og centimeter. Det er bare at vælge en passende størrelse og så "køre" derudaf.
Derefter sys de sammen i lange baner, helt tilfældigt.

torsdag den 13. september 2012

På loftet...

Jeg har ryddet op på vores loft, og der fandt jeg denne dejlige stak ensfarvede bomuldsstoffer i en kasse, (jeg gemmer nemlig også stoffer på loftet) og jeg ved lige, hvad jeg skal bruge dem til.

onsdag den 12. september 2012

Lukkekant på

Så lykkedes det at blive færdig. Lukkekanten er syet på, og quilten er sat til salg i shoppen. Jeg kan rigtig godt lide de gule og blå farver sammen. De passer godt sammen. Den gule giver dejlig liv til den blå. Til bagsiden har jeg valgt et blåternet stof, som går godt sammen med den gule lukkekant.

lørdag den 8. september 2012

Nye dækkeservietter

Kender du det, at dagene bare bliver fyldt op med en masse praktiske ting, som man er nødt til at få ordnet ? Ja, sådan har de sidste uger været her i huset. Oven i har vi været plaget af forkølelser. Så symaskinen har stået stille. Men denne weekend skal bruges på at sy og intet andet (næsten). Jubii.

Først er disse dækkeservietter blevet syet. Jeg har længe haft planer om sy dem og leget med tankerne om hvordan skulle de konstrueres. De er paper pieced (syet på papir), og af stoffer har jeg valgt et Kaffe Fasset stof + en ensfarvet i grå ("den nye sorte"). Jeg er ganske godt tilfreds.


Sådan ser bagsiden ud. Her ses quiltemønsteret meget tydeligt. Det har været vigtigt at sy midten godt fast, så den ikke "boblede" op.
Mønsteret findes i shoppen.

fredag den 7. september 2012

Give away

September måneds "Give away" er disse skønne fat quarters. Tilmeld dig til nyhedsbrevet i shoppen inden d.20/9 og deltag i lodtrækningen.

søndag den 26. august 2012

Klar til at quilte

Ja, det går hurtigt med at sy blokkene, når man har brugt Marti Michels log cabin linealer. Nu er blokkene syet sammen og jeg er i gang med at quilte. Et enkelt gittermønster bliver det, med en lysegul quiltetråd fra Amann i 100% bomuld. Det er en super tråd til quiltning på maskine.

I lørdags var jeg til Træf i Roskilde. Der var utrolig mange, glade mennesker. Det er jo også en fantasisk begivenhed. De mange skønne, skønne quilts, der var hængt op i udstillingen var uimodståelig. Den ene skønnere end den anden. Og forrretninger med gang i den og mange rigtig dejlige tilbud. jeg fik en stak stoffer med hjem, som jeg glæder mig til at komme i gang med. Jeg havde en super dag og kom hjem i godt humør og fuld af inspiration.

fredag den 24. august 2012

Træf

Der er træf i weekenden i Roskilde. Jubii. Skal du med ? Jeg glæder mig rigtig meget, selv om jeg ikke deltager med bod. Det, jeg ser mest frem til, er udstillingen af de mange quilts. Det er utrolig så meget, der bliver syet rundt i det ganske land. Jeg bliver så inspireret.

tirsdag den 21. august 2012

En UFO

Kender du det, at man har nogle stoffer liggende, som man har planlagt at sy en quilt af, men man kommer aldrig rigtig i gang med den ? Sådan har jeg det med disse stoffer. Jeg har ikke været helt tilfreds med dem og været i tvivl om, hvilket stof, jeg skulle bruge som midterfelt, det skal nemlig sys som log cabin. Men nu har jeg taget mig sammen, selv om jeg ikke er helt tilfreds med sammensætningen.
Jeg bruger Marti Michells smarte log cabin lineal, så går det som en leg. Man syr 4 blokke ad gangen, så det går super nemt, og de bliver lige og passer sammen. Smartere kan det ikke gøres.
Først skærer man lange strimler i 4 lag stoffer, og så skærer man på tværs i passende størrelser. Så skal der bare sys.