mandag den 13. maj 2013

Ja, hvorfor ikke

Jeg har længe tænkt over, hvordan tulipanquilten skulle quiltes. Motivet er meget stiliseret, så jeg ville gerne have et quiltemønster, der kunne give noget liv og bevægelse. De sædvanlige quiltemønstre, som jeg plejer at anvende, duede ikke rigtig, syntes jeg.Så kiggede jeg lidt på displayet på min symaskine. Selv om det er en ældre dame, så har hun dog et og andet at byde på.
Og ja, jeg fandt denne syning, som, jeg synes, var meget passende. Det ligner en ranke med blade. Jeg har drejet tæppet lidt fra side til side, så at stikningen "svinger" lidt, og jeg har syet dem på øjemål, så de er ujævne og med forskellig afstand, det giver en rigtig god effekt og kontrast til det meget stillestående motiv. Man får nærmest indtryk af lidt vind, der blæser sagte gennem tulipanerne. Og ja, det gav liv til hele quilten.
Nu mangler så bare lukkekanten.
Ha´en skøn mandag.
Marianne

fredag den 10. maj 2013

Finish it up

Hvad skal du lave færdig i dag ?
Jeg skal sy denne quilt med kæmpe store tulipaner færdig. Først skal de sys sammen, og så skal de quiltes. Mønster og ide har jeg herfra. Jacquie Geering er bare fantastisk inspirerende, synes jeg, og jeg faldt for hendes gigant tulipaner, så jeg måtte bare sy dem. Ja, det er jo ikke fordi jeg ikke har andet at sy, men nogle gange må man bare skubbe alt til side og kaste sig over et nyt projekt.
Ha´en fantastisk weekend
Marianne

onsdag den 8. maj 2013

Sommerkjoler

Så kom foråret endelig, og sikke der er gang i naturen. Jeg elsker denne årstid, hvor det hele grønnes, temperaturen stiger og vinden er svag. Det er skønt at være ude og komme i gang i haven igen.
Men symaskinen står ikke stille af den grund (tihi). Jeg deler min tid ligeligt mellem den og haven.
 Et par søde små sommerkjoler er det blevet til. De er syet efter Minikreas mønster, men jeg har tillagt ekstra vidde i både kjole- og ærmedel, for jeg synes modellen er lige smal nok. Mønsteret er super nemt, og der findes bare så mange skønne stoffer, som er egnet til børnetøj.
Både mønster og stof findes i shoppen her 

fredag den 3. maj 2013

Finish it up Friday

Så blev jeg helt færdig med min Scrappy Trip.
 Lukkekanten er syet på. Og stoffet gør sig rigtig godt.
 Jeg er ret vild med mønsteret. Og så fik jeg brugt rigtig mange rester. Det er jo skønt, for så er der plads til nye stoffer.
 Og så lige et til billede. Her ser man lidt tydeligere den enkle quiltning.
Og liiiige et billede til. Jo, den quilt er jeg meget godt tilfreds med :)
Jeg ønsker dig en vidunderlig weekend.
Marianne

torsdag den 2. maj 2013

Sy selv børnetøj

Solen skinner, så det er tid til kjoler og sommertøj, selv om temperaturen stadig er lige lovlig lav.

 Jeg elsker at sy børnetoj. Dels fordi man hurtig er færdig og kan et resultat og dels fordi man kan tillade sig så meget. Og de mange bomuldsstoffer i shoppen er bare så velegnet til børnetøj. Dejlige farver, skønne mønstre, som man kan lege med. Og bomuld er rart at have på.
 Dette er et Minikrea-mønster. Jeg har syet en lille blonde på den nederste kant. Stof og mønster findes i shoppen.
 Denne kjole er syet i japansk bomuld. Skøøøøn kvalitet.
 Et Minikrea-mønster. Jeg er vild med Minikreas mønstre; de er enkle og nemme at følge og man får rigtig mange forslag til at variere det enkelte mønster. De kan virkelig anbefales for både nybegyndere og øvede.
Modellerne fås i shoppen.
Jeg ønsker dig en dejlig dag.
Marianne

fredag den 26. april 2013

Så er den her

Ja, kursustasken med plads til det hele både stor skæreplade, diverse linealer, tilbehør og stof. Hver gang jeg har været på kursus, så er jeg altid kommet slæbende med mine ting i store plastikposer. Det er jo ikke særlig charmerende. Jeg har hver gang lovet mig selv, at næste gang, jeg skulle af sted, så skulle det være med passende tasker. Men kurserne er altid kommet bag på mig. Men nu er den her.
 Den er syet med sidestykke og udvendige kanter, hvor der er syet lukkekant på. Tasken lukkes med velcrobånd. Og man kan jo sagtens pynte forstykket med patchwork fx en række Flying Geese, strimler, der er syet sammen eller noget helt andet.
 Indvendig er den inddelt i rum og der er en stor lomme med lynlås.
Jeg har syet en lille sypung til de små ting, der passer til tasken.
Mønsteret fås i shoppen.
Rigtig dejlig syweekend
Marianne

mandag den 22. april 2013

Lukkekant

Det kan være svært at vælge stof til lukkekant. Jeg har prøvet mange, og nu er jeg nået frem til denne;
 Jeg tror, den kan være lidt sjov til. Den indeholder alle farverne, så den samler quilten.
Jo, jeg tror, det skal være den. Af sted til symaskinen.
Ha´en rigtig dejlig sydag.
Marianne

lørdag den 20. april 2013

Quilting......og en vinder

Så er jeg færdig med at quilte min "Scrappy Trip", og nu står den på lukkekant.
 Man kan quilte denne quilt på mange måder, men jeg har valgt at sy lange stikninger diagonalt for at fremhæve mønsteret i quilten.
 Jeg har brugt en lys tråd fra Amann; Mercifil, 100% bomuld og bare super at quilte med. Det er min yndlingsquiltetråd og ofte den, jeg ender med at bruge.
 Der er så mange af mine yndlingsstoffer med i tæppet fx denne lyseblå.
Eller den mørkeblå med blomster. Den har jeg haft liggende i maaaange år, og nu fik jeg brugt den. Kender du det, at man har noget stof liggende, som er såååå skønt, at man ikke nænner at bruge det, fordi det skal bruges til noget specielt (måske) ? Ja, sådan nogle stoffer har jeg liggende. Og det er jo så dejligt, for så kan jeg jo gå og glæde mig over dem, kigge på dem, nyde dem rigtig, rigtig længe.
Og så har vi vinderen; det blev Anette, kunde nr 1142. Tillykke. Stofferne er på vej.

tirsdag den 16. april 2013

En Give Away

Det er igen tid til en "Give Away". Tilmeld dig "Nyhedsbrevet"  her senest d.20/4 og deltag i lodtrækningen om 3 skønne fat quarters i dejlige forårsfarver.

Haben Sie Lust in einem "Give Away" um diese schöne Fat Quarters teilzunehmen ? Dann melden Sie sich an den "Newsletter" hier  Den 20/4 wird den Los gezogen.

torsdag den 11. april 2013

Nyt projekt

Jeg har lige taget en pause fra quiltningen af min "scrappy trip" og har i stedet kastet mig over april mønsteret. Her er et lille billede af det. Jeg har længe haft lyst til at lave noget i dette stof, som jeg bare synes er fantastisk smukt. Nu har jeg fundet projektet, der egner sig til så stormønstret et stof. Jeg har quiltet stykkerne med lige stikninger i en trykfods afstand. Den er jeg ret vild med, jeg synes resultatet bliver rigtig godt.